Faaborg Pharma er netop gået i gang med den bæredygtige udvikling og erkender, at hjælpen udefra er uvurderlig.
– Som mindre virksomhed havde vi aldrig selv formået at finde den rette bæredygtige vej. Og vi ville slet ikke kunne gøre det i det tempo, som vi nu lykkes med.
Sådan siger Sten Grønved, direktør i Faaborg Pharma, der ligesom mange andre fynske virksomheder får hjælp fra Erhvervshus Fyn til at lykkes med grøn omstilling. Virksomheden er bl.a. kommet med i projektet Grøn Cirkulær Omstilling og har fået 90.000 kr. i medfinansiering til den grønne vej.
– Det er en fantastisk ordning, hvor vi får en ekspertise ind, som vi ikke har in house. Vi får en meget konkret gennemgang af hele vores virksomhed og en plan for, hvor vi skal sætte ind for at blive bæredygtige, siger Sten Grønved, der har 20 medarbejdere.
De første plusser
Faaborg-virksomheden, som laver hudplejeprodukter til apotekerne, er gået ind i den bæredygtige udvikling med stor entusiasme.
– Vi ønsker at gøre en forskel for vores planet, men når det er sagt, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at bæredygtighed bliver et krav fra forbrugere og samarbejdspartnere, siger Sten Grønved og fortsætter:
– Det vigtige for os er, at bæredygtighed ikke blot er pæne ord, men konkrete tiltag.
Sparring og finansiering
I den indledende fase har Faaborg Pharma fået solid støtte og gode råd fra erhvervshusets forretningsudvikler Palle Mathiasen. Det betyder bl.a., at de nu er i gang med at overgå fra naturgas til fjernvarme.
De næste skridt er, at der skal kigges rundt i alle led af forretningen. Det gælder alt lige fra råvarerne og leverandørkæden til ressourceforbrug og emballagevalg i produktionen.
– 90.000 kr. i medfinansiering til vores grønne omstilling er et godt rygstød i forhold til at få skabt den udvikling, som vi ønsker, siger Sten Grønved, der nu får chancen for at blive en af pionererne inden for sin branche.