Ismager fordobler produktionskapacitet og halverer strømforbrug

14. feb 2022

Nyhed fra Erhvervshus Fyn

Vi har gennem det seneste halve år set, hvorledes vi har reduceret vores omkostninger, og nu hvor energipriserne er på himmelflugt, har vores grønne omstilling af produktionen jo virkelig vist sig at være rettidig omhu. Det føles rigtig godt for en gangs skyld at tjene penge på at være idealist, men projektet var aldrig lykkedes uden hjælp udefra, fortæller Martin Jørgensen, der er produktionsansvarlig hos Skarø Is.  

Selvom det lyder indlysende, at det f.eks. er smart at genbruge overskudsvarme fra isenes nedkølingsproces til pasteurisering, og selvom alle løsningerne i dag virker enkle og positive, så er isproducenten ikke i tvivl. Det tværfaglige samarbejde mellem offentlige og private aktører med solid viden om såvel bæredygtig omstilling som ismageri, håndværk og funding er hemmeligheden bag succesen på Skarø. Martin Jørgensen kan nemlig godt huske, hvad udgangspunktet var: 

Da vi startede, vidste vi ikke, hvor vi ville havne henne, og vi var sårbare pga. af den omsætningsnedgang, Corona havde forårsaget. Så uden den support vi har fået fra GCO-puljen og den uvildige sparring fra Erhvervshus Fyn, var vi ikke kommet så godt i mål. Vi skylder en kæmpe tak til alle, der har været involveret, lyder det fra den glade ismand 

Ægteparret Britta Tarp og Martin Jørgensen, der siden 2005 har drevet Skarø Is, vil gerne ud over rampen til kunderne med historien om deres klimavenlige is – og videre på deres bæredygtige rejse. Og selvom den grønne omstilling af produktionen umiddelbart virkede som en mundfuld, der lige skulle fordøjes, fulgte de rådet om at kaste sig over ansøgningen om midler fra puljen SMV:Grøn.

Der er jo tydeligvis et vindue, der lige nu står på vid gab, når det handler om midler til grøn omstilling, og det kan jeg kun opfordre andre virksomheder til at udnytte, også selvom man måske ikke helt har defineret hvilken slutdestination deres bæredygtige rejse skal have. Det var jo der vi stod for to år siden, lyder det fra Martin Jørgensen. 

Grøn Cirkulær Omstilling er et nationalt projekt som bredt og på tværs af industrier udvikler og implementerer grønne og cirkulære forretningsmodeller i danske små og mellemstore virksomheder. Projektet varer fra 2019 til 2022 og har løbende ansøgningsfrister. Projektet er finansieret af EU og består af 17 partnere, heriblandt landets erhvervshuse.