Spiselauget sætter cirkulær økonomi på frokostbordet

Spiselauget har byttet buffeten ud med portionsanretninger i metalbeholdere, som hver enkel medarbejder hos kunden bestiller gennem deres selskab DABBA. I forløbet Grøn Cirkulær Omstilling fik virksomheden kyndig rådgivning, som har hjulpet dem videre med deres grønne rejse og givet dem mod på at gøre brug af flere støttemuligheder.

Spiselauget er et spisehus i Aarhus, drevet af Mads Poulsen og Christian Castenskiold. Duoen har skabt DABBA, der betyder madkasse på hindi, og det er lige præcis dét, konceptet går ud på. Hver enkel medarbejder hos kunden bestiller sin frokost, som kommer i en genanvendelig metalbeholder.

3 tiltag til at blive grønnere

I forvejen er cirkulær forretningstænkning en del af Spiselaugets DNA, men til tider er det gavnligt at få ekspertviden ind, og finde nye tiltag. De har fået kyndig rådgivning fra konsulenthuset WorldPerfect og fødevareklyngen Food & Bio Cluster Denmark, som har hjulpet dem til at identificere tre tiltag, de kan arbejde med for at gøre virksomheden endnu mere cirkulær og bæredygtig. De tre tiltag er inden for emballage, transport og råvareforbrug som de nu arbejder med og vil kommunikere om.

Vi har fået en forståelse for, hvordan man navigerer kommunikationsmæssigt om sit produkt ift. hvor bæredygtigt det er. Vores konsulenter har gennem forløbet givet os mere tro på at kommunikere de reelle tiltag vi gør, og dermed inspirere vores gæster, fremfor blot at sige vi er bæredygtige – Filip Færgeman, Event-direktør, Spiselauget

De tre tiltag skal sikre en zero-waste tilgang i virksomhedens emballage, grøn transport og råvare forbrug, så der kan skabes konkurrencemæssige fordele og reducering af deres klimaaftryk.

Zero-waste-tilgang

Udover at levere frokosten i cirkulære beholdere, så opfordrer Spiselauget deres kunder til ikke at smide resterne ud, men lader dem ligge. Konceptet kaldes Milkman Model, hvor madkassen og rester indgår i et cirkulært forløb. Spiselauget tager imod resterne, så det kan blive omdannet til biobrændsel gennem Daka Refood, som henter virksomheders madaffald.

Samtidig leveres maden udelukkende med enten elbil eller cykelbude for at have så lavt et CO2-udslip i værdikæden som muligt. Kunderne synes, at det er en inspirerende tilgang, og skal ikke gøre nogle ændringer i deres adfærd, hvilket skaber en større værdi for dem.

Spiselaugets råd til andre virksomheder

Vi var lidt tilbageholden med at melde os til i sin tid, da vi var usikre på, hvordan vi skulle navigere igennem ’junglen’ af bureaukrati, som vi forstillede os, når man har med et nationalt projekt som er EU-finansieret… Men forløbet – og især vores kontaktperson, Conny Hanghøj – har gjort det meget håndgribeligt, forståeligt og ligetil for os, og det skal hun for forløbet have stor applaus for!” – Filip Færgeman.

Spiselaugets næste skridt i deres cirkulære, bæredygtige rejse er at finde en konkret måde at måle deres CO2-aftryk på, og vise kunderne reduceringen ved at vælge deres koncept fremfor buffeten.

https://dabba.dk/

Image
For at komme i betragtning til at deltage i et forløb skal du indsende en ansøgning.
Ansøg
Grøn Cirkulær Omstilling er et nationalt projekt som bredt og på tværs af industrier udvikler og implementerer grønne og cirkulære forretningsmodeller i danske små og mellemstore virksomheder. Projektet varer fra 2019 til 2022 og har løbende ansøgningsfrister. Projektet er finansieret af EU og består af 17 partnere, heriblandt landets erhvervshuse.