Eco Island: vi vil kunne dokumentere vores impact

Eco Islands flydende planteøer i Holland

Eco Island udvikler, producerer og implementerer flydende planteøer i et biomimetisk design inspireret af naturlige vådområder. Planteøerne er multifunktionelle og tilbyder en række økosystem-services blandt andet forbedring af vandkvaliteten, genopbygning af ødelagte økosystemer, øgning af biodiversiteten og skabelse af nye rekreative områder. Eco Islands løsninger bidrager derfor naturligt til den grønne omstilling.

Et ønske om at blive så tæt på 100% bæredygtige som muligt
Eco Island havde et ønske om, at de som virksomhed kunne blive så tæt på 100% bæredygtige som muligt – og at de kunne dokumentere det. Derfor har de igennem forløbet, i samarbejde med CLEAN og deres rådgiver Provice, arbejdet med at dokumentere livscyklus og bæredygtigheden af deres løsninger:

Med projektet Grøn Cirkulær Omstilling havde vi et ønske om at kunne dokumentere vores impact ift. bæredygtighed, effekter, ressourceforbrug og klimaaftryk. Det er ikke bare en fordel men en absolut nødvendighed, at vi er ressourceeffektive og har både en cirkulær produktion og forretningsmodel. Det er dog ikke så let som det lyder, men vores deltagelse i projektet Grøn Cirkulær Omstilling har hjulpet os godt på vej, og Provices hjælp til at dokumentere produktets LCA – også set over et længere perspektiv, har været en stor hjælp, udtaler CEO, Eco Island, Berit Nørgaard.

Afsøgning af muligheder og barrierer
Et yderligere fokusområde har været at se på, hvordan virksomheden kan videreudvikle deres nuværende forretningsmodel og gøre denne mere cirkulær. Her har de blandt andet haft fokus på at identificere muligheder og barrierer ved at tilbyde abonnementsløsninger på øerne. En løsning, der vil give kunderne adgang og råderet i stedet for ejerskab. Blandt andet afsøger virksomheden muligheder og barrierer ved at implementere take-back ordninger, og sikre såvel genbrug og recirkulering, og dermed gøre deres forsyningskæde og produktion endnu mere bæredygtig – også når produktionen skaleres.

En dokumentation af virksomhedens aftryk på klima og naturlige ressourcer
Arbejdet er mundet ud i en dokumentation af virksomhedens aftryk på klima og naturlige ressourcer og derved bæredygtigheden af produkter, produktion og forsyningskæde gennem en LCA (som screening eller egt. LCA). Analysen er foretaget af Provice i dialog med Eco Island. Virksomheden er også i gang med at få afdækket hvordan en cirkulær forretningsmodel kan realiseres.

Vi har været glade for at være en del af projektet og anbefaler gerne andre at deltage. Vi har lært meget om, hvordan vi (om muligt) bliver endnu grønnere, og det har gives os en meget værdifuld dokumentation for vores reelle impact at være med, siger Berit Nørgaard, CEO, Eco Island.

Eco Island som case er et fantastisk eksempel på en født-grøn virksomhed, der kæmper for at reducere sit klima- og miljøaftryk i alle sine aktiviteter. Planteøerne er jo i sit udgangspunkt positive for miljø og vandkvalitet, men Eco Island har ønsket at reducere CO2-aftrykket fra råvareudvinding til færdigproduceret planteø – altså craddle2gate – for at kunne påvise en 360 graders tilgang til grøn omstilling. Der har været et perfekt match mellem CLEAN og Eco Island, fordi begge parter netop arbejder for at fremme og styrke cleantech-løsninger, siger Jonas Andersen, GCO-projektleder fra CLEAN.

En analyse og test i GCO påviste desuden planteøernes positive effekt – faktisk kan planteøerne fjerne hele 89% nitrat fra vandet på blot en uge. 

Eco Islands flydende planteøer i Holland
Image
For at komme i betragtning til at deltage i et forløb skal du indsende en ansøgning.
Ansøg
Grøn Cirkulær Omstilling er et nationalt projekt som bredt og på tværs af industrier udvikler og implementerer grønne og cirkulære forretningsmodeller i danske små og mellemstore virksomheder. Projektet varer fra 2019 til 2022 og har løbende ansøgningsfrister. Projektet er finansieret af EU og består af 17 partnere, heriblandt landets erhvervshuse.