Trebo er blevet grønnere
Thomas Trebbien og Andreas Leth Bockhoff, der er stiftere af plastsorteringsvirksomheden Trebo, er skridtet på vej til at blive endnu grønnere. Trebo har fået en såkaldt Life Cycle Assessment- screening (LCA) i forbindelse med deltagelse i projektet GCO.
I Trebo mærkes det nemlig, at plastvirksomheder bliver mere og mere interesserede i CO2-belastning og bæredygtighed.
Kunderne siger det ikke direkte. Men der er slet ingen tvivl om, at man kan få en konkurrencefordel ved at fortælle om sit CO2-aftryk. Samtidig kan vi se restriktioner og reguleringer rykke nærmere, så derfor skal vi være på forkant, siger Thomas Trebbien i en pressemeddelelse.
GCO er Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses hidtil største satsning på grøn omstilling med et samlet budget på 95 mio. kr. De 80,7 mio. kr. kommer fra EU’s Regionalfond og de resterende midler fra de decentrale erhvervsfremmidler. Selvom en del af projektet er udfoldet under COVID-19, har over 250 virksomheder allerede sluttet sig til.
GCO matchede Trebo specialister i Plast Center Danmark, som hjalp med at analysere det sorterede plast, og virksomheden Force Technology. Resultatet blev en LCA, en metode, der kan vurdere produkters eller produktsystemers miljøbelastning gennem hele deres livscyklus.
LCA-screening er et stort, grønt skridt på vejen mod at blive grønnere.
Populært sagt kan vi nu give kunderne en indikation på, om det kan betale sig for dem at bruge vores teknologi til deres plastgenanvendelse. Vi har simpelthen fået nogle tal for bæredygtighed, som vi kan vise kunderne, siger Thomas Trebbien, som ikke er i tvivl om, at Trebo snart skal i gang med en egentlig assessment..
Han tilføjer, at pris ofte er afgørende, når man skal sælge et produkt:
Men bæredygtighed bliver i stigende grad et parameter, der skal regnes ind, når man taler med en kunde. I dag er det vigtigt at kunne dokumentere sine produkters bæredygtighed.
Med en assessment kan en virksomhed give sine kunder mulighed for ikke kun at vælge produkter ud fra prisen, men også ud fra CO2-belastningen. Det kan have en væsentlig betydning, når kunderne sammenligner med produkter produceret i Asien, der oftest har et højere CO2-aftryk, siger Dorte Walzl Bælum, netværksdirektør i Plast Center Danmark:
LCA har plastvirksomhedernes interesse, da de gerne vil have dokumentation for den reducerede mængde CO2-udledning, der opnås ved at genanvende plast. De kan simpelthen se, hvilke produkter der er mest miljøvenlige.
Eksemplet med Trebo afspejler den stigende interesse i plastbranchen for mere klima- og miljøvenlige produkter, siger programleder Jonas Junge Andersen:
Mange kunder fravælger produkter og services, hvis ikke de kan betegnes som ”grønne” – vel at mærke hele vejen igennem produkternes levetid. Hvis virksomheder skal holde på kunderne, kræver det, at de får styr på deres grønne dokumentation. Og kobler vi det med, at EU kommer med afgifter og krav om øget producentansvar i 2025, så har incitamenterne for virksomheder for at reducere CO2-aftryk og dokumentere den reduktion aldrig været større.
Han tilføjer, at virksomhederne, der søger til GCO, ofte også interesserer sig for en eventuelt kommende CO2-skat, men også grønnere emballageløsninger er et varmt emne. Desuden taler rigtig mange om behovet for at kunne fremvise et CO2-regnskab – et overblik over hele virksomhedens CO2-aftryk til både eget brug og også til store kunder, der kræver dokumentation for leverandørens aftryk.
I Trebo går Thomas Trebbien og Andreas Leth Bockhoff nu fremtiden i møde lidt grønnere og stærkere efter at have deltaget i regionalfondsprojektet:
Prisen er driveren, når man skal sælge noget, og nu har vi fået lagt det på, som alle taler om – tal, der viser vores produkters bæredygtighed. Det har styrket vores forretningsmodel helt vildt.
Programmet åbnede for ansøgninger i starten af 2020, og siden har interessen været stærkt stigende, siger programleder for indsatsen for plastvirksomheder i GCO, Jonas Junge Andersen fra CLEAN, der er partner i projektet:
Virksomhederne går nu meget mere målrettet efter at udvikle grønne indsatser, der kan integreres direkte i deres forretningsmodel. Virksomhederne er superopmærksomme på, at deres bæredygtighedstiltag skal have en reel og dokumenterbar grøn effekt på ver den, så de også kan tåle at blive kigget efter i sømmene af krævende kunder og leverandører.